Af Claes Ludvigsen
Mange danske børn mister kontakten med en af forældrene i forbindelse med skilsmisse. Og nu har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil fortalt, at forslag til ændring af Forældreansvarsloven forhandles mellem alle de politiske partier. Loven regulerer børns og forældres forhold efter en skilsmisse.
Dansk familieret, som praktiseres ved domstolene og i Familieretshuset, er ude af takt med nye tendenser i Europa og Verden.
Men er politikerne i Folketinget, i gang med en grundigere lovgivningsproces, så Danmark kommer på linje med den nyeste forskning og andre vestlige lande? Jeg frygter en sjusket lovgivning, med mangel på taloplysninger, belysning af forskellige scenarier og ordentlige uafhængige evalueringer. Den kan forstærke de skadevirkninger som mange danske skilsmissebørn, deres forældre, familier og netværk må slås med.
Her er en oversigt over de tre almindeligste skadevirkninger. Som alt for mange børn og deres familier desværre må opleve.
Familiebånd rives i stykker
Min beregning og skøn viser, at over 130.000 børn, forældre og bedsteforældre er blevet fremmedgjort, så der ikke er gensidig kontakt. Denne fremmedgørelse skader børnene, har den amerikanske professor Linda Nielsen konkluderet i 2018. Ud fra en sammenligning af hele 60 undersøgelser fra mange forskere. Det går bedst for skilsmissebørns helbred, trivsel og fremtid, hvis de har meget og stabil kontakt til begge forældre.
Mange børn belastes af ubehagelige børnesamtaler
Danske skilsmisser kan vare længe, og mange børn belastes ofte af flere korte børnesamtaler, der er under al kritik. FN’s børnekomite advarede i 2009 mod ”..voksenmanipulation af børn i situationer, hvor de får at vide hvad de skal sige…” Men det er ikke noget, der har bekymret i Danmark.
Den kendte tyske familiedommer Jürgen Rudolph beskrev i 2014, efter mange års praksis, de korte børnesamtaler som ”børnemishandling”, fordi de sætter børnene i en loyalitetskonflikt i forhold til forældrene. Hans tanker – også om ligeværdige forældre, hurtige afgørelser uden ventetid, advokater som mæglere, og tværfagligt samarbejde – præger nu familieretten i Belgien, Tyskland, Schweiz, Tjekkiet og Slovakiet.
Det er betænkeligt, når politikerne tillader, at de korte samtaler reelt fører til at barnet vælger en af forældrene fra, selv om det ifølge lovens tekst og internationale konventioner har ”ret til samvær” med begge forældre og ret til familie. Meningen med FN’s børnekonvention er, at vi voksne skal beskytte børn, mens de er børn. Og meningen er ikke, at børn frit skal kunne fravælge familie, lægehjælp, vaccinationer, tandlægebesøg eller lignende. Det er de for unge til at træffe beslutninger om.
Systemskabte ”konflikter” forhindrer praktiske ordninger for børn
De såkaldte ”konflikter” i familieretten handler ikke om personer der råber op eller skaber sig i forbindelse med deres skilsmisse. Og kort sagt heller ikke om personer, der stalker, truer eller er voldelige.
Reelt betyder ”konflikt” i familieretten, selv om det kan lyde drastisk, blot uenighed. Det er ikke underligt, at personer, der opløser deres parforhold, kan være uenige om meget. Så det kan ikke overraske, at omtrent halvdelen af alle familieretlige sager betegnes som ”højkonfliktsager”, der ofte fører til at en af forældrene helt fjernes fra barnet, eller kun får meget begrænset kontakt.
Uenigheden, ”konflikterne”, forstærkes, fordi medarbejderne i Familieretshuset skal registrere konfliktniveauet for de enkelte sager. Der er enten grønne, gule eller røde sager. Det er de sidste, der kaldes ”højkonfliktsager”. Det er helt unikt for Danmark at tage udgangspunkt i forældrenes uenighed. Mange andre steder i verden bygger man på barnets perspektiv, og lægger vægt på at etablere praktiske ordninger, der fornuftigvis indregner, at forældrene ikke længere bor sammen, så de meget sjældent får mulighed for at skændes.
Det virker også konfliktskabende, at skilsmissesystemet modarbejder deleordninger, hvor barnet er nogenlunde lige meget hos begge forældre, hvis der er er uenighed (”konflikter”) mellem forældrene. Det var et udtrykkeligt krav fra politikerne ved aftalen om familieret i 2018.
Alt i alt lægger det op til konkurrence og konflikter, at forældrene ikke ligestilles efter skilsmissen, med hensyn til samvær, ferier og økonomiske tilskud fra det offentlige.
Dårlige undskyldninger om ”vold”
Desværre er der nogle, herunder yderligtgående feminister, der vil gøre familieretten mere kompliceret ved at inddrage ”undersøgelser” af udefineret ”vold”. Det vil skabe endnu længere ventetider for børn og forældre.
Hensigten kan være at gøre en saglig debat om børns fortsatte kontakt med begge forældre og familien i øvrigt, til en konfrontation mellem kvinder og mænd: Hvor man glemmer at løse hovedproblemet med at børn, forældre og familie gøres helt fremmede for hinanden, på grund af mangel på kontakt.
Det væsentlige for en forbedring er, at det tydeligt kommer til at fremgå af selve lovteksten, at lovens hovedformål er at sikre barnets omfattende og stabile kontakt med begge forældre efter en skilsmisse og under hele opvæksten.
Voldsproblemerne i parforhold, må klares på anden måde, ved henvendelser til politiet eller underretninger til kommunen. Politiet har den rette faglighed omkring vold. Og efter at psykisk vold og stalking nu er nævnt i straffeloven, bør Familieretshuset og kommunerne straks videresende spørgsmål om ”vold” til vurdering hos politiet.
