Af David Munis Zepernick

Som dokumenteret af det hedengangne Danmarks Videnscenter for Integration tror danskerne i gennemsnit , at integrationen går betydeligt værre, end det rent faktisk er tilfældet. 

En del af forklaringen kan tilskrives mediernes konfliktvinkling af integrationsområdet. Som dokumenteret tror gennemsnitsdanskeren, at andelen af dømte unge mandlige efterkommere er steget til et niveau, der er fem gange højere, end den reelt er. Faktisk er kriminaliteten faldet de senere år.

Samtidig er det stadig et faktum, at unge mandlige ikkevestlige indvandrere og mandlige efterkommere af ikkevestlige indvandrere er massivt overrepræsenteret i alle de forkerte statistikker. 

Mandlige ikkevestlige efterkommere er lavest uddannet , unge mænd med ikkevestlig oprindelse dømmes hyppigere for overtrædelser af straffeloven , selv når tallene korrigeres for socioøkonomi, og ikkevestlige indvandrere og efterkommere er i højere grad på offentlig forsørgelse end den resterende del af befolkningen.

Når de økonomiske aspekter er særligt vigtige at fremhæve i Danmark, skyldes det selvfølgelig, at vi med vores skattefinansierede velfærd i praksis har en i international sammenhæng uhørt grad af national fællesøkonomi.

Det skærper naturligvis interessen for balancen mellem nettobidragsydere og -modtagere og berettiger et kritisk fokus, som ikke skal og må forveksles med racisme, men ofte gør kritiske røster sårbare for, at politiske modstandere kan spille racismekortet.

Samtidig tilhører de skæggede ansigter bag nogle af de mest uforsonlige, fundamentalistiske og udanske stemmer i debatten om islams rolle i Danmark alle kategorien af vrede og oftest truende lysebrune mænd.

På gadeplan kommer den truende attitude til udtryk i det, som har været beskrevet som »herskerattitude« , og både på fodboldbanen og i klasselokalet stifter man blandt ikkevestlige indvandrere og efterkommer lidt for ofte bekendtskab med en mangel på respekt for fællesskabets regler og autoriteter og en udansk aggressivitet, som rækker udover almindelig dårlig opførsel. 

Vi genkender alle fænomenet, men mange hvide danskere er bange for at italesætte problemet af frygt for at få racismestemplet i panden. Jeg er selv brun, så jeg siger det, som det er:

Som ustraffet, liberal-demokratisk, topskattebetalende og ligestillingspositiv brun dansk mand med +50 års hands-on- erfaring med livet som »nougatdansker«, oplever jeg, at de få ødelægger det for de mange.

Langt størstedelen af vi brune mænd i Danmark passer vores arbejde, prioriterer vores familie, betaler vores skat, dyrker vores sport og holder os på den rigtige side af loven fraset parkeringsbøder, mindre overskridelser af fartgrænsen og kørsel på cykel uden lys, som stort set alle danskere vist har et førstehåndskendskab til.

Som lovlydig og demokratisksindet brun mand bliver man fanget i krydsfeltet mellem fakta og forvrængning. 

Det kan komme til udtryk i både de små ting – det frygtsomme blik fra forbipasserende på vej hjem fra badmintonhallen i tusmørket – eller i mere alvorlige oplevelser af diskrimination på arbejdsmarkedet og i natklubber, hvor dørmændene erfaringsmæssigt godt ved, at en for høj koncentration af brune mænd trækker brandet ned og risikoen for ballade op. 

Kan man forveksles med en brun ballademager, så får man ikke altid samme venlige behandling i døren. Sådan er det.

Løsningen er tostrenget. Medierne må i højere grad nedtone konfliktaspektet i deres dækning og sandfærdigt og balanceret dække både gode og dårlige nyheder. Som det er i dag, skævvrider medierne den virkelige situation, taler problemerne op og kaster benzin på bålet. 

Men den anden del af problemet, og årsagen til at der er en historie til at starte med, ligger i de kulturelle normer, som en overvægt af ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere frivilligt eller ufrivilligt får indpodet i deres drengebørn. Vi har sjovt nok ikke samme problem med pigerne, som i visse subkulturer faktisk performer bedre end etnisk danske kvinder.

Det danske samfund er i international sammenhæng uhyre generøst, når det gælder adgang til uddannelse, det sociale sikkerhedsnet finansieret af fællesskabet og muligheden for at skabe sig et solidt ståsted i tilværelsen uanset etnisk baggrund. 

Selvom racistiske episoder finder sted – der er idioter alle steder – så er der ikke nogen gode undskyldninger for ikke at gribe muligheden for at lade sig integrere socialt, økonomisk og i et vist omfang også kulturelt uanset hudfarve. Der er til gengæld masser af dårlige undskyldninger, som forsøger at fralægge de enkelte familier det konkrete ansvar, med henvisning til at det er samfundets skyld.

I Danmark er vi heldigvis langt flere mørke mænd end mørkemænd. Men alle brune mænd lider under de fås tyranni. Det er den brune mands byrde i Danmark anno 2025. 

De få brune, truende og voldelige uromagere skaber det bål, som medierne bærer ved til, og det er ikke samfundets skyld. 

Det er heldigvis noget, som vi kan ændre på, men det kræver, at vi uanset hudfarve lægger berøringsangsten fra os, stiller kontante krav og appellerer til, at en hård kerne af indvandrerdrengenes fædre og mødre for alvor tager skeen i den anden hånd og begynder at opdrage nydanske, brune mænd, som er både solidariske, socialt begavede og udviser samfundssind.

David Munis Zepernick er brun mand og medlem af Frederiksberg Kommunal-

bestyrelse for Socialdemokratiet