Af Claes Ludvidsen, Torben Høegh Rask, Christian Engelbrecht og Dan Petersen

Sådan stilles tingene op i den aktuelle og kortfattede debat i medierne. Vi synes, efter en drøftelse, at der er brug for begge dele.

Vores udgangspunkt er Mette Frederiksens (S) og Kaare Dybvads (S) ytringer om arbejdets store værdi i medierne og i Kaare Dybvads bog ’Arbejdets land’. Samt bogen ’Underskud. Om værdien af omsorg’, skrevet af feministen Emma Holten.

Alt i alt er vi mest enige med Kaare Dybvad. Det er godt at regerings- medlemmer er optaget af arbejdets betydning. Mere arbejde, for eksempel færre deltidsjobs, vil skabe større økonomisk overskud på statsbudgettet til absolut nødvendige opgaver, tænker vi: Støtte til Ukraine, styrkelse af forsvaret, grøn omstilling og bevarelse af velfærdsgoder. Kaare Dybvads tal side 133 til 144 tyder også på, at det går børn bedst, hvis deres forældre er i arbejde.

Skilsmissemødre uden arbejde

Tallene kan dog, ud fra vores oplevelser, dække over at skilsmisse mødre med arbejde, oftest lader faderen beholde kontakten til barnet.

Mens flere mødre uden arbejde, hjulpet af skilsmissesystemet, har tid til at køre konflikter, der fjerner eller mindsker kontakten mellem barnet og ekspartneren. Både danske og internationale undersøgelser viser, at børn, der mister deres ret til familie, klarer sig forholdsvis dårligst.

Husmorfeminisme eller kvindedominans?

Emma Holten, gør sig til talsmand for værdien af den omsorg, der ikke umiddelbart kan måles på de offentlige budgetter eller i nationalregnskabet. Det vil ofte tiltale personer, der på grund af sygdom, alder eller andre vanskeligheder må trække sig noget tilbage fra et konkurrencepræget og ofte belastende arbejdsmarked, at de stadig værdsættes som samfundsborgere. Det finder vi er rigtigt i et demokratisk samfund, der støtter op om familierne. Emma Holten har også ret i, at det gennem årene mest er kvinderne, der har lavet en slags usynligt (både nyttigt og hobbypræget) arbejde i hjemmene.

Så er Holtens bog en slags udtryk for en ”husmoderfeminisme”, som måske kan styrke familierne og støtte børnene?

Desværre ikke.

For samtidigt med støtten til at kvinderne fortsætter som omsorgsgiverne i hjemmet og for familie og bekendte, støtter Emma Holten den feminisme, der kræver at kvinderne tager føringen på arbejdsmarkedet, og får de højeste indtægter. Nederst på side 138 skriver Holten: ”En kvinde uden eller med lavere løn end sin partner er i en enormt udsat position, og man skal ikke kigge langt tilbage i kvindehistorien for at se sammenhængen mellem afhængighed af en partners indtægt og massiv undertrykkelse.”

Vi bryder os ikke om den type feminisme, der ikke giver plads til mændene ved omsorgen i hjemmene, og efter en skilsmisse. Og som samtidigt lader kvinderne få de markant bedste resultater af skolegangen, og de bedst lønnede og mest bestemmende jobs på arbejdsmarkedet.

Skadevirkningerne

Skadevirkningerne af dominerende feminisme kan efterhånden vise sig ved faldende børnetal, flere faderløse børn med problemer, voksende indvandring på grund af arbejdskraftmangel, og senere alt i alt færre, der vil forsvare traditionelle demokratiske ligestillings-værdier.

Vi ønsker, at Danmark skal udvikle sig, med familier og børn som basis. Og så er der brug for både arbejde og omsorg. Som kan og bør udføres af reelt ligestillede kvinder og mænd.