LAD BISTANDSVÆRGERNE HJÆLPE MERE
SAMTALE MED TORBEN RASK af Claes Ludvigsen
“De kan være dømt for grov vold, trusler, røveri, brandstiftelse med mere”, fortæller Torben Rask om de personer han som udpeget bistandsværge skal hjælpe og støtte. Torben er medlem af Socialdemokratiet i Kolding, og har ved et møde i Thorvald Netværket fortalt om bistandsværgernes arbejde.
“For at få en bistandsværge skal man være dømt til anbringelse på en institution, for eksempel for psykisk syge, eller til en særlig behandling”, fortsætter Torben Rask.
Hvor mange drejer det sig om?
“I 2019 blev der afsagt 822 såkaldte foranstaltningsdomme. Det vil sige dom til anbringelse eller behandling”, forklarer Torben Rask. “I alt er der omkring 4000 personer, der lever med sådan en dom. Det er mange sammenlignet med de andre nordiske lande”, tilføjer han.
Hvor mange er så bistandsværger?
“Med hensyn til bistandsværgerne, så er der cirka 1100. Omkring 800 af dem er i familie med de dømte. Mens godt 300 bistandsværger, har påtaget sig opgaverne uden at være pårørende til nogen dømt.”
Hvorfor kan disse dømte ikke bare indsættes i almindelige fængsler?
“De har brug for behandling i forbindelse med deres mentale tilstand, eller de må spærres inde eller overvåges på ubestemt tid, fordi de kan begå ny kriminalitet eller i det hele taget være farlige for deres omgivelser.”
Er der virkelig brug for bistandsværger udover familien? De dømte møder vel mange sygeplejersker, sagsbehandlere med mere som kan hjælpe?
“Ja absolut”, mener Torben Rask. ” Men på grund af deres mentale tilstand har de dømte virkelig brug for en slags tovholder, som kan hjælpe og støtte dem. For selv om de er dømt for noget forfærdeligt, og selv om mange nok ikke kan lide dem, er der ingen grund til at plage dem. Det er del af vores europæiske kristnehumanistiske grundlag, at forebygge og tilgive. Straffen, anbringelsen eller behandlingen, skal ikke være en hævn. Så bistandsværgen skal klage, hvis den dømte for eksempel fastspændes for meget, ansøge hvis der er brug for det, eller virke for at dommen ikke udstrækkes længere end nødvendigt.”
Her bliver Torben Rask ivrig og henviser til sin artikel om bistandsværge ordningens tilblivelse i 1925, mens Thorvald Stauning var statsminister og K K Steinke var justitsminister. Han peger på det gamle udtryk “værge” og på, at kravet om “hjælp og støtte” til den dømte var med i 1925.
Jeg ved, at du ønsker en ny lovgivning om bistandsværger?
“Ja, det er vigtigt”, siger Torben Rask. “Der er sket meget siden 1925. Dengang var anbringelser på store institutioner almindeligt, men nu er anbringelser i højere grad blevet til behandlinger uden for institutionerne. Endvidere er bistandsværgerne siden 1970’erne blevet for meget sidestillet med almindelige patientrådgivere på sygehusene. Og det er ikke godt. For de dømte er i almindelighed meget anderledes end almindelige patienter, der ofte er gode til at formulere sig og klage. De dømte, der ofte kan være mænd med et misbrugsproblem, skal have en stærkere støtte, der på deres vegne langt lettere skal kunne indhente informationer, klage eller stille forslag.
Har du nogle konkrete forslag til nye lovparagraffer?
“Ikke endnu”, siger Torben Rask. “Men det er noget jeg tænker over. Gerne sammen med en eller flere i Thorvald netværket.”
Thorvald Netværket mener
Bistandsværgeordningen er udvandet og trænger til en revision. Det gælder både opgaveformuleringerne i straffeloven samt den tilknyttede bekendtgørelse, der har gjort bistandsværgerne til rene patientrådgivere uden mulighed for at hjælpe de allersvageste uden sprog og mentalt retarderede.
