Læserbrev Randers Amtsavis den 15. juli 2024

Njord Fomsgaard Kvistgaard, formand, DSU Randers og Christian Engelbrecht Pedersen (S), byrådsmedlem i Randers og næstformand Thorvald-Netværket.

 

Ligestillingsministeriet udsendte for nylig publikationen ”Handlingsplan for mænds og drenges ligestilling.” Det er historisk, at en dansk ligestillingsminister tilsyneladende interesserer sig for mænds og drenges ve og vel, hvilket vi naturligvis hilser velkomment.

Titlen er dog vildledende, da publikationen hverken indeholder plan eller handling. Den er blot en oplistning af tidligere (virkningsløse) tiltag og en opfordring til at søge lidt midler til ligestillingsinitiativer fra en begrænset pulje. Det er ikke godt nok!

Mænds og drenges ligestillingsproblemer er så alvorlige og påtrængende, at der må handles nu! Det drøfter vi for tiden intenst i DSU og dele af Socialdemokratiet. Forfatterne til dette debatindlæg er enige om, at der straks bør handles på bl.a. disse punkter:

1) Mænd dør 4 år tidligere end kvinder og dør oftere af sygdom, fordi det kvindedominerede sundhedsvæsen ikke opdager mænds sygdom og ikke samarbejder tilstrækkeligt godt med mandlige patienter. Derfor skal sundhedsprofessionelle uddannes bedre til at kommunikere og samarbejde med mænd.

2) Drengene tildeles lavere karakterer i folkeskolen og i gymnasiet. Skolerne og undervisningen bør indrettes på en måde, der også appellerer til drengene. De gode undervisningsforløb og -materialer, der i særlig grad interesserer drengene, må formidles til alle skoler af en lærer, der uddannes til drenge-konsulent. Der bør indføres obligatorisk erhvervspraktik på alle klassetrin i udskolingen, lige som traditionelle håndværksrelaterede fag skal tales op og prioriteres.

3) Selv om fædre nu tager markant mere orlov efter deres barns fødsel og deltager på lige fod i omsorgsopgaverne, kan der fortsat lovligt spændes ben for fædrenes kontakt med deres børn, efter en skilsmisse. Vi frygter, at det forværres af lange ventetider og amatørpsykologiske overvejelser hos dårligt uddannede socialrådgivere, jurister og krisecentermedarbejdere. Flere mænd skal motiveres til en karriere i det familieretlige system som f.eks. socialrådgiver eller børnepsykolog for at modvirke den diskrimination mod mænd, som i dag finder sted i hele systemet, hvor 85 procent af alle socialrådgivere er kvinder, og hvor der blandt Folketingets socialordførere er flere, der hedder Rosa, end der er mænd.