Når drenge bliver klemt, taber hele samfundet

Når drengene bliver klemt, taber hele samfundet

Af Tue Andersen Jacobsen, 1.G på Nørre Gymnasium

Jeg er lige blevet færdig med folkeskolen. Og mig og mine skolekammerater har lige gennemlevet en af de største omvæltninger i skolen, da corona væltede alting på hovedet, og gjorde vores undervisning digital. Alligevel formåede vi som samfund på kun 5-6 uger at ændre skolesystemet. Så hvorfor kan vi ikke gøre mere for drengene?

Problemet er at alt for mange af mine venner faldt fra i skolen. De tunede ud eller koblede af. De er søde, de er skarpe, de er gode venner og helt almindelige drenge.

Men så snart det handler om skolen, så trykkede de på sluk-knappen. Deres krop mødte – som regel – op, men deres ambitioner og hjerne blev, især de sidste år, derhjemme under dynen. Når de endelig kom, var de der kun for at undgå fravær.

Det er ikke et nyt eller et ukendt problem, men alligevel bliver der år efter år skabt skoletrætte drenge på samlebånd. Drenge der ikke får gjort en ungdomsuddannelse færdig eller får lært et håndværk.

Trivselsundersøgelsen, som Børne- og Undervisningsministeriet laver hvert år blandt de danske elever peger alle på det samme kedelige resultat: Drengene kobles af i skolen.

Et af spørgsmålene der går igen i undersøgelsen år efter år er, om undervisningen giver dig lyst til at lære mere.

Svarene er trist læsning. Hele 18 procent af drengene i 4.-9. klasse er har ikke lyst til at lære mere. Og hver tredje dreng mener, at undervisningen, tit eller meget tit er kedelig.

Jeg er er med på, at det ikke er skolens opgave at være sjov. Men tallene viser, at det vi gør ikke virker. At undervisningsformer og fag er for langt væk fra drengenes verden.

“Det er røvsygt”

Et godt eksempel fra min egen gamle skole er faget Håndværk og design, der for nogle år siden overtog pladsen fra sløjd. Denne udskiftning blev gjort med begrundelsen, at flere elever skulle rustes til det moderne samfund.

Problemet er bare, at det har gjort det modsatte. Da jeg spurgte min lillebror, som netop har haft faget i 5. klasse, om hvad han syntes om håndværk og design, var svaret “Det er røvsygt.”.

Til gengæld brugte han over et år på at sy en nålepude, en præstation som jeg har svært ved at se skulle gøre ham parat til det moderne samfund.

Det er en skam. For i stedet for at gøre læreprocessen sjovere, og gøre det mere attraktivt at lære noget, bliver det til en time der skal overstås. Og især drengene skubbes længere væk i takt med at de skal lave flere og flere opgaver, der er lysår fra deres verden.

Hver dag bliver drenge tabt af systemet

Resultatet er, at mange børn tabes. Men det er især drenge, der klarer dårligt. ​Hver dag bliver en dreng tabt af systemet. Mens pigerne heldigvis klarer sig bedre. Trods skolereformens forsøg på at skabe mere bevægelse i klasselokalerne, foregår alt for meget undervisning stadig på den traditionelle måde – og med udgangspunkt i opgaver, der ikke giver mening for drengene.

Jeg ved godt, at noget undervisning kræver, at man sidder ned og koncentrerer sig. Men vi har brug for meget mere varierende timer og emner. Ellers ender vi med tabe endnu flere drenge på gulvet i klasseværelset.

Coronakrisen viste mig, hvor nemt det var at miste motivationen, når kontakten til skolen forsvandt. Tænk at have den følelse igennem hele 7-8-9. klasse. Det er til at få ondt i maven af.

Det er et kæmpe problem. Især nu når Håndværk og design er blevet et eksamensfag. De gode intentioner bliver derfor endnu en bjørnetjeneste til de i forvejen udfordrede elever.

Brug for tættere kontakt til arbejdsmarkedet

I stedet for flere mystiske eksamensfag og gode intentioner har vi brug for et tættere samarbejde mellem arbejdsmarkedet og skolen. Og vi har brug for mere fleksible praktikaftaler. Ikke kun den ene uge i 8. klasse, men måske hver mandag for dem der har behovet. For ser man på tallene er det indlysende, at flere elever har brug for at komme ud og opleve arbejdsmarkedet – og det at lave noget relevant og praktisk.

På min skole havde vi flere tilbud til de dygtigste elever. Men vi har næsten intet til drengen, som er interesseret i noget andet, eller har svært ved at sidde stille – først når pjækkeriet eller karaktererne bliver et så stort problem, at det ikke længere kan overses.

Lad os derfor få et endnu bedre samarbejde mellem erhvervsskolerne, det lokale erhvervsliv og folkeskolen.

Siden 2004 er forskellen på andelen af mænd og kvinder med en fuldført uddannelse vokset til næsten det dobbelte – så forskellen er gået fra syv til tretten procentpoint.

 Fortsætter vi som vi plejer, kan vi kun forvente, at den udvikling fortsætter. Det er et tab for både samfundet og den enkelte. For uddannelse er den eneste valuta der virker i fremtiden.

Jeg har ikke den perfekte løsning. Men jeg vil insistere på, at vi sammen må skabe en skole som ikke giver op eller efterlader elever. Det burde være noget regeringen, kommunalpolitikere, skolebestyrelser og forældre alle har på deres dagsorden. Det skal kunne gøres bedre.