Af Christian Engelbrecht Pedersen, byrådsmedlem i Randers (S) og Claes Ludvigsen, cand.mag.:
I Danmark er vi normalt dårlige til konfliktskabelse.
Danmark er medlem af mange internationale organisationer og angriber ikke andre lande.
På arbejdsmarkedet gælder den såkaldte fredspligt og regler om voldgift, så det er sjældent, at uenighed fører til længevarende standsning af produktionen og indkomster.
I politik ses det ikke sjældent, at de partier, der skændes i valgkampe, senere medvirker til brede forlig som led i det danske folkestyre.
Kun på det familieretslige område er danskerne blevet mere konfliktskabende, oplever vi. Der har været en helt speciel udvikling.
Det er naturligt, at staten vil beskytte sine ansatte mod voldsomme reaktioner. Så mange vil ikke undre sig, hvis der i familierets systemet er bekymring for konflikter. Sagsbehandlere og domstole møder ind i mellem, ligesom politiet, hidsige og hysteriske personer. De slår måske i bordet, så kaffen sprøjter op, råber op og bruger skældsord. De skal stoppes, tænker vi alle.
Men sådan er ”konflikter” normalt ikke i familieretten. Især siden den såkaldte reform i 2007 er ”konflikter” brugt til at beskrive den uenighed, den usikkerhed og de spændinger, der ofte er mellem forældre, der går fra hinanden.
Det er ofte sket, at den såkaldte samværsforælder blev spurgt, om der er konflikt. Og det var klogt af vedkommende at svare nej: Fordi flere domme og afgørelser, der skar ned på eller afviste en forælders samvær med sit barn, blev begrundet med ”konflikten”. Barnet er ”fanget i et konfliktfelt mellem forældrene”, kunne det i al sin uklarhed hedde i en dom.
Argumentationen var, at barnet skulle ”beskyttes” mod forældrenes konflikter. En underlig argumentation af to grunde:
1) Forældrene behøver jo næsten ikke at mødes, når de går fra hinanden. Barnet afleveres normalt på institutionen, skolen, klubben af den ene forælder og hentes senere af den anden forælder, så de næsten ikke mødes. Hvilket medvirker til at dræbe konfliktytringer.
2) Andre steder i verden ser man det som et råb om hjælp, hvis forældrene åbent og offentligt skændes. Der foreslår man i disse tilfælde kun skriftlig kommunikation, eller anbefaler eller hjælper med en mellemmand.
Reelt straffer vi barnet for forældrenes uenighed. For børn kan normalt godt håndtere, at voksne er uenige og tilkendegiver det. De møder forskellige og uenige dagplejere, pædagoger, lærere, idrætsledere eller bedsteforældre uden mange eller større problemer.
Så det er alt for opreklameret, at uenighed mellem forældre skulle berettige, at et barn brat, og i lang tid, isoleres fra en del af sit netværk. Tværtimod. Mange internationale undersøgelser viser, at børn skades på både trivsel og helbred, hvis kontakten med en af forældrene afbrydes eller nedskæres.
Efter den politiske aftale i 2018 kom ”højkonflikt” italesættelsen til. Så efter de regler, der trådte i kraft i 2019 skulle de ansatte i familieretshuse (tidligere statsamter) starte med at fastslå ”konfliktniveauet” i en sag om samvær.
De, der kender talemåden ”Som man spørger får man svar”, kan let forstå, hvordan det eskalerer midlertidige små uoverensstemmelser i en usikker og spændt skilsmissesituation til ”højkonfliktsager”. De er nu meget almindelige.
Folketinget kan beslutte nedtrapning af konflikterne. Ganske vist er det jo ikke folketingets opgave at vurdere de enkelte sager. Det er der sagsbehandlere og dommere til.
Men hvis Folketinget vil begrænse konfliktskabelsen på området, må det gøre klart for juristerne, at folketinget, ligesom menneskerettighederne, og størstedelen af befolkningen, mener, at barnet har ret til begge forældre, og begge forældre har ret til kontakt med deres barn.
Da dommerne og sagsbehandlerne hidtil, gennem mange år, har misforstået uldne politiske signaler herom, er der brug for anderledes tydelige signaler:
I en ny del af lovteksten bør det præciseres, at hovedformålet med loven er at sikre barnets omfattende og stabile kontakt med begge forældre gennem hele opvæksten.
De konfliktoptrappende procedurer bør fjernes og erstattes af praktisk hjælp til forældrene og langt, langt mere assistance fra faguddannede psykologer til at overkomme opståede udfordringer.
Det er for rigtigt mange en svær tid, når man går fra hinanden. Og psykologer er bedre uddannet til at hjælpe med at overkomme fælles udfordringer. For børnene er en fælles udfordring. Af en karakter, hvor man ikke bare, uden store skadevirkninger, kan skære igennem en gang for alle.
Vi lever i en kultur ikke bare med ”den fortabte søn”, men også med ”den fortabte forælder”. De skal begge have en ny chance. For vores familienetværk har i den grad betydning for individernes selvforståelse, ro, tryghed og ydeevne.
Thorvald Netværket mener:
Alt for mange børn straffes, fordi deres forældre er uenige i forbindelse med en skilsmisse.
Hele barnets netværk skal bevares og støttes under opvæksten.
