Leder Berlingske den 20. september 2024
Berlingske Tidende har denne lederartikel:. Som vi citerer en del af:
 
“Lad os håbe, Hæstorp har mere respekt for borgerne end Rosenkrantz-Theil”
“Fænomenet samværschikane har været kendt i årevis, og derfor har der også længe været et politisk ønske om at gøre noget ved problemet. I november sidste år indgik regeringen en aftale med samtlige af Folketingets partier om at »styrke barnets ret til begge forældre«, og som følge af aftalen har et ændringsforslag til den såkaldte forældreansvarslov netop været i høring.
Men ifølge eksperter og høringsparter vil ændringsforslaget ikke løse problemet. Hos Danske Familieadvokater mener man, at teksten er formuleret »gummiagtigt« og »fluffy«, mens Dommerfuldmægtigforeningen påpeger, at forslaget ikke gør noget ved den helt centrale cirkelproblematik: At den ene forælder bevidst kan trække sagerne i langdrag, indtil netop tidsperspektivet bliver afgørende for en efterfølgende dom.
 
Den negative modtagelse, som ændringsforslaget har fået, gør tilsyneladende indtryk på de politiske partier, som nu vil have ministeren til at kalde dem tilbage til forhandlingsbordet.
 
Dermed er sagen et strålende eksempel på, at politiske intentioner ikke er nok, at lovgivning er svært, og at der er en rigtig god grund til at følge de lovgivningsmæssige procedurer: Folketingets lovbehandling må ikke forceres, høringsprocessen skal være i orden, og der skal være tid til offentlig debat. Ellers er der alt for stor risiko for, at lovene ikke kommer til at virke efter hensigten, ligesom borgerne får svært ved at følge med i magthavernes ageren…….”