Bistandsværger af Torben Høegh Rask

Hvorfor er der et sådant erhverv?

Tilsynsværger (sådan hed bistandsværgerne indtil 1973) blev indført ved interneringsloven fra 1925[1]. Her fremgik det af lovens

• §4: Der skal af Landsretten beskikkes den sagsøgte en dertil egnet og villig tilsynsværge, så vidt muligt, hvor forholdene i øvrigt ikke taler derimod, en person af hans nærmeste pårørende. Tilsynsværgen skal dels sammen med den beskikkede forsvarer bistå den sagsøgte under sagen, dels senere holde sig underrettet om hans tilstand og drage omsorg for, at de trufne sikkerhedsforanstaltninger ikke opretholdes længere end nødvendigt.

• §5: De trufne sikkerhedsforanstaltninger skal ophæves, når den domfældte ikke længere kan antages at frembryde fare for retssikkerheden, jfr. §1. Bestemmelse herom eller om lempelser i foranstaltningerne træffes af justitsministeren, dog at den domfældte heller hans tilsynsværge til enhver tid kan forlange, at spørgsmålet om foreløbig eller endelig ophævelse af de trufne foranstaltninger forelægges den Landsret, der har afsagt Dommen.

I 1924 havde Danmark fået den første Socialdemokratisk ledede regering med K.K. Steincke som justitsminister. Det radikale Venstre udgjorde regeringens parlamentariske grundlag, og med et flertal i Landstinget bestående af Venstre og Det konservative Folkeparti måtte Socialdemokratiet videreføre den danske tradition for kompromisser. Det fik afgørende betydning ved udformningen af bestemmelserne i interneringsloven.

Forhistorien var den, at den nye justitsminister K. K. Steincke i efteråret 1924 foretog et besøg i landets straffeanstalter. Steincke oplyser ved første behandlingen i Landstinget (19.12.1924), citat: ”hvor jeg talte med hver eneste af samtlige fanger, blev det mig påfaldende, at der sad – ikke mange, men dog nogle – sædelighedsforbrydere, som gang på gang i årernes løb var blevet straffet med forbedringshusarbejde. Blandt disse var der særlig en, som i Løbet af meget nær fremtid skulle løslades, og denne ene var den så meget omtalte lærer Berning. Da jeg kom hjem, bad jeg om få hans sager forelagt, og det viste sig da, at denne mand, der jo ernærede sig som lærer, og som blandt andet har været lærer på et børnehjem, hvor han misbrugte en hel del af børnene, har været straffet 6 gange…”, og han fortsætter: ”Stående overfor dette ganske uhyggelige tilfælde, hvor man altså måtte overveje løsladelse, kom jeg, efter at have set nærmere på sagen, til det resultat, at det ikke var forsvarligt at løslade denne mand. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at lade være, at det i og for sig ikke kunne betragtes som forsvarligt, det var også et spørgsmål, om man havde juridisk hjemmel – det er heller ikke bestridt fra nogen side – til rent midlertidigt som en nødhjælpsforanstaltning at tilbageholde ham, men spørgsmålet var, om administrationen også havde hjemmel til at tilbageholde ham vedvarende”[2], citat slut.

Steincke foretog så efter at have indhentet sagkyndige udtalelser en administrativ beslutning om, at Berning skulle tilbageholdes. Men denne beslutning ”satte sindene i ret stærkt bevægelse”. Berning selv skrev til justitsministeriet og bad om at sagen blev forelagt domstolen, og en svoger til Berning mødtes med Steincke. Sagen om Berning gav endvidere anledning til en vældig debat i medierne, hvilket var medvirken til at justitsministerens handling kom op under finanslovforhandlingerne, hvor den nye Socialdemokratiske justitsminister blev beskyldt for at tiltage sig enevoldstendenser: ”vi alene vide, hvordan tingene skal ordnes og indrettes”.

Derfor var spørgsmålet om det for administrationen som for lovgivningsmagten og befolkningen, citat: ”er mere betryggende, mere tiltalende, at spørgsmål af den art, der her er tale om, nemlig spørgsmål om tilbageholdelse af forbryderiske naturer, der er en fare for deres omgivelser og en fare for den offentlige sikkerhed, ordnes gennem lovgivningen, således at det bliver domstolenes sag at træffe bestemmelse om, hvad der skal finde sted”[3], citat slut.

Selvom der i justitsministeriet var tiltag i gang med at løse spørgsmålet i forbindelse med en kommende større revision af straffeloven, fremlagde justitsminister Steincke allerede den 24.11. 24 et lovforslag, hvor ideen var at benytte Loven om umyndighed og værgemål med hensyn til, hvad samfundet burde foretage sig over for de omtalte forbrydere. Lovforslaget indeholdt en tilføjelse til denne lovs §2: ”Endvidere kan den, der på grund af mangelfuld udvikling, varigere svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne udsætter den almindelige retssikkerhed for fare gennem brandstiftelse eller ved at true andres kønsfrihed eller legemlige velfærd, umyndiggøres alene i personlig henseende”[4]. Det var så den personlige værge, som skulle beslutte, hvor den umyndiggjorte skulle opholde sig. Dette forslag blev vedtaget af Folketinget den 16. december 1924 og derefter oversendt til Landstinget, dog med en tilføjelse: ”Hvis det ved umyndiggørelsen er hensigten, at den umyndiggjorte skal underkastes frihedsberøvelse, tvangsindlæggelse eller tilbageholdelse, må hjemmel hertil gives i selve rets dekretet. Rejses der først senere spørgsmål om anvendelse af sådanne foranstaltninger, kan de kun gennemføres ifølge rets dekret”[5], citat slut.

Men i Landstinget var der som sagt et andet flertal. Her rejste især Venstre ordfører en kritik af forslaget under første behandlingen den 19.12.1924 og sagde: citat ”Selve ministerens bestræbelser for at uskadeliggøre den slags samfundsfarlige personer er vi jo fra alle sider enige om at støtte; det er kun om selve den måde, hvorpå det sker, der har været og er strid om… og fortsætter: ”Vi sætter jo alle sammen den personlige frihed så højt, at der skal foreligge særlige stærke grunde, og at sagen må foreligge oplyst på solid basis, forinden man går til at berøve sine medmennesker den. Det er også en tendens, som går igennem den moderne retspleje, at det ikke skal være så nem en sag at indespærre folk, som det var i gamle dage, og det behøver heller ikke at være det; vi bør ikke på dette område gå med til forslag, som gør det alt for let. Den personlige frihed ønsker vi at værne i så vid udstrækning som muligt uden derfor selvfølgelig at vige tilbage for at berøve en mand hans personlige frihed, når almenvellet med rette kan siges at kræve det”[6], citat slut.

Forslaget blev nu overladt til behandling i et udvalg, og efter flere måneders arbejde fremkom Landstingets udvalg med et helt nyt lovforslag i stedet for det oprindelig påtænkte ændring i loven om umyndighed og værgemål. I udvalgsbetænkningen fra den 28.3.1925 hed det blandt andet, citat: ”Udvalget mener, at der bør skabes forøget sikkerhed – navnlig for kvinder og børn – mod grove forbryderske overgreb fra åndssvækkede farlige personers side. På den anden side bør der selvfølgelig vises stor varsomhed med hensyn til at gøre indgreb i den personlige frihed.

Udvalget har drøftet en række muligheder for spørgsmålet løsning, men har hverken kunnet samles om Folketingets affattelse af lovforslaget eller om den fra straffelovskommissionens medlemmer fremkomne, men er ved indrømmelser fra alle sider til sidst enedes om nedenstående affattelse, der er tiltrådt af justitsministeren.

Herefter bliver det ikke tilstrækkeligt til at skride ind mod en person, at selv nok så kyndige læger erklærer ham for åndssvækket og farlig, men det kræves, at hans svækkede tilstand skal have givet sig et ydre udslag i strafbare handlinger. Fremdeles bliver det ikke værgen, men det offentlige, der skal optræde imod ham, medens værgen i overensstemmelse med, hvad der er værgemålets opgave, kun skal hjælpe og støtte den sagsøgte over for det offentliges forfølgning”[7].

Lovforslaget blev vedtaget i Landstinget ved 3. behandlingen den 1.4 og den 11. april 1925 stadfæstet af Kongen. Interneringslovens regler fra 1925 blev få år senere videreført i § 70, stk. 2 i borgerlig straffelov nr. 126. af 15. april 1930. Ved lovændringen i 1973 baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om strafferetlige særforanstaltninger[8], blev betegnelsen ”tilsynsværge” ændret til den nuværende betegnelse ”bistandsværge”. Der blev ikke ved lovændringen foretaget andre ændringer i forhold til tilsynsværgens/bistandsværgens arbejdsopgaver og forpligtelser, end de der følger af, at beskikkelsen af en bistandsværge, efter der er afsagt dom til anbringelse (eller mulighed for indlæggelse), blev gjort obligatorisk ved lovændringen.

Det er således stadig de grundlæggende bestemmelser i interneringsloven fra 1925, der gældende i dag for bistandsværgens arbejde i dag, nemlig ”at hjælpe og støtte den sagsøgte over for det offentliges forfølgning”.

—

[1] Lov om sikkerhedsforanstaltninger mod visse personer, der udsætter retssikkerheden for fare, nr. 133 af 11. april 1925.

[2] Justitsministerens tale ved 1. behandlingen af lovforslaget i Landstinget den 19. december 1924 (Landstingets forhandlinger 1924-25 spalte 385-386

[3] Hans Rasmussens (Socialdemokratiet) ordførertale ved Folketingets 1. behandling den 25. november 1924 af forslag til lov om ”Tillæg til lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål, Folketinget 1924-25 spalte 2159.

[4] Forslag til lov om tillæg til lov nr. 277 af 30. juni om umyndighed og værgemål, Tillæg A. 1924-25, spalte 2917

[5] Forslag til lov om tillæg til lov nr. 277…, Tillæg C spalte 77

[6] Nygart (Venstre) ordførertale ved Landstingets 1. behandling den 19.12.1924 af forslag om tillæg…, Landstinget 1924-25 spalte 392

[7] Betænkning over forslag til lov om tillæg til lov nr. 277… Rigsdagstidende for 1924-25, tillæg B spalte 1611-1612

[8] ”I udkastets § 68 foreslås reglerne om værgebeskikkelse opretholdt med visse ændringer. Betegnelsen ”tilsynsværge” foreslås ændret til ”bistandsværge”, der er mere i overensstemmelse med den funktion, som den pågældende skal varetage. Endvidere forslås, at der gøres en sondring mellem fakultativ beskikkelse før dommen og obligatorisk beskikkelse efter dommen, når denne lyder på anbringelse i institution. Efter straffelovrådets opfattelse er det før dommens afsigelse tilstrækkeligt, at der er en mulighed for værgebeskikkelse, bl.a. fordi det kan forudsættes, at tiltaltes interesser på dette stadium af sagen i almindelighed vil blive varetaget af forsvareren. Derimod finder man det rigtigt, at der ved eller efter en dom til institutionsophold skal beskikkes den pågældende en bistandsværge, hvis hovedopgave er at drage omsorg for, at den tidsubestemte foranstaltning ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Om bistandsværgens adgang til at fremsætte begæring om foranstaltningers ophævelse henvises til § 69, stk. 1. Ved formuleringen af §68, stk. 2, sidste punktum, gøres det klart, at beskikkelsen af bistandsværge for en domfældt har gyldighed, indtil foranstaltningen er endegyldigt ophævet. Beskikkelsen gælder således også, medens domfældte er udskrevet på prøve.

Efter forslaget opretholdes den regel, at bistandsværgen så vidt muligt skal være en person af den tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende. I praksis har det i et ikke ringe omfang været nødvendigt at udpege en bistandsværge udenfor denne kreds, og man har da i almindelighed udpeget en medarbejder ved Dansk Forsorgsselskab efter dettes forslag. Værgemålet er et personligt hverv og henhører ikke under Dansk Forsorgsselskab, men selskabet medvirker bl.a. ved afholde visse udgifter. Det er straffelovrådet bekendt, at Dansk Forsorgsselskabs medvirken ved udpegelsen og værgens udførelse af hvervet i praksis støder på visse vanskeligheder. Straffelovrådet forudsætter, at disse problemer søges løst på en tilfredsstillende måde, når der, som det må ventes, gennemføres en i princippet statslig organisation af forsorgsvirksomheden”, citat slut side 146 i betænkningen.